Rusland i dag - metropol og provins

#
Tirsdag den 19. februar 2013 kl. 19:00

Et foredrag med Per Dalgaard

Rusland er midt i en hæsblæsende forvandling. Storbyerne Moskva og Sankt Petersborg er slet ikke til at kende igen her 20 år efter systemskiftet. De har forvandlet sig fra grå og mørke kommunistiske byer til moderne og hektiske metropoler. Det er her det sner i det nye Europa efter den kolde krig og sovjetimperiets opløsning.

Vi hører derimod ikke meget om den russiske provins med sine tusindvis af landsbyer og dusinvis af store provinsbyer, der ligger som perler på snor langs med de store russiske floder. Også den del Rusland er inde i en drastisk forvandling. Hvad sker under tagene i de gamle, skæve træhuse? Hvad prædiker præsterne om under løgkuplerne ude i landsbykirkerne? Hvor er den russiske provins og de russiske metropoler på vej hen? Hvordan ser den almindelige russer på fremtiden, den sovjetiske fortid og sit lands historie? En af Danmarks førende ruslandseksperter, Per Dalgaard fra Ribe, tager temperaturen på Rusland i dag.

Foredragsholderen Per Dalgård bor i Ribe. Han er ph.d. i russisk og amerikansk litteratur og har undervist i russiske forhold på flere universiteter. Per Dalgård har været optaget af Rusland siden gymnasietiden i 1970’erne og har besøgt landet talrige gange, ligesom han også har boet i landet i flere år med sin kone. Per har i 25 år har været korrespondent i Rusland for bl.a. dagbladene Jydske Vestkysten, Aktuelt, Politiken og Information. Han er forfatter til en række bøger om Rusland og russiske forhold, bl.a. Jeltsins Rusland (1999) Putin og Ruslands ukontrollable demokrati (2012) og Politikens Turen Går Til Moskva, Sankt Petersborg og Den Transsibirske Jernbane (2010). Per Dalgård nærer en dyb fascination af og kærlighed til det mystiske Rusland og er en af vores lands mest efterspurgte foredragsholdere om Rusland.

Pris pr. person 75 kr.
+ billetgebyr 15 kr

Foredraget kan tjene som inspiration til det russiske flodkrydstogt fra Skt. Petersborg til Moskva med Per Dalgaard som rejseleder, som er læserrejse i jvshop, se www.jvshop.dk

Arrangøren oplyser

Prisen er inkl. kaffe og kage