Jens Lysdal

#
Fredag den 4. maj 2018 kl. 20:00

Jens Lysdal er en engageret, nysgerrig og kvalitetsbevidst mand, der altid har sagt og gjort hvad der passede ham - i livet, som på scenen. Det kan både høres og mærkes i musikken og i de stærke, vedkommende tekster.

Genre-mæssigt minder hans musik måske mest om det svenske band Bo Kaspers Orkester – på den måde at “musikalske kasser” ikke er noget han heller bekymrer sig om. Han skifter frit og ubesværet fra roots til vals og videre til pop, alt efter hvad sangen og historien nu har bedst af.

Og med den klasse musikere han altid omgiver sig med, er det en oplevelse i sig selv at være passager på de velartikulerede musikalske rejser gennem mange inspirerende landskaber.

Hans rustne ro i stemmen er rar, rå og relevant, og sammen med det overlegne og berømmede guitarspil, stadig i forgrunden. Udover at være blevet skamrost af anmeldere for sin musik og sin sang, har adskillige af dem også kaldt ham “en af Skandinaviens bedste guitarister”. Og hans overlegne instrumentale niveau gør hans koncerter til noget særligt, hvor fokus mellem sangene og det instrumentale på dynamisk vis veksler og forstærker hinanden.

Koncerterne er som altid fyldt med skæve indfald, spilleglæde og god og humoristisk kontakt mellem musikerne og med publikum, men måske først og fremmest et nærvær og en intensitet, der ikke lader nogen gå uberørte hjem. Man forholder sig til Jens Lysdal, hvad enten man vil eller ej. Fordi han selv er så meget til stede, drages man også som tilhører med og ind.

Han har fået sine sange nomineret til en amerikansk Grammy, sit album “Easy Heart” nomineret til “Bedste album” i Tyskland og hans musik optræder i en lang række prisbelønnede film og TV-produktioner. Bl.a. fra debut-albummet “A matter of time” som pressen kaldte "ét af nyere dansk pop-histories mest helstøbte værker".

Musikere på turné

Jens Lysdal – Vokal og guitarer

Rune Harder Olesen - Percussion (CV Jørgensen, Tim Christensen, Kim Larsen, Gnags)

Dan Hemmer - Keys (Hemmer, Blicher, Gadd, Anne-Dorthe Michelsen)

Nikolai Land - Bas - (Allan Olsen)

Mads Andersen - Trommer (Marie Key, Allan Olsen)

Arrangør: Kulturhus Svendborg


Arrangøren oplyser

Dørene åbnes kl. 19.00