Sushi skole

#
Onsdag den 2. marts 2011 kl. 17:00

Lær at lave fantastisk Sushi! I samarbejde med kursusleder Sus Vang afholder JVshop.dk Sushi skole

Vi taler om filosofien bag Sushi, om vigtigheden af præcision, fordybelse og ro. Vi bruger nogle timer på at lave basale Sushier som:
Maki, Uramaki og Temaki

Sus Vang medbringer alle ingredienserne samt nogle gode, velbearbejdede opskrifter.
Vi spiser jeres kreationer inden vi skilles. Drikkevarer medbringes – jeg kan anbefale grøn thé eller evt. Japanske øl.

Ud over at I lærer de rigtige teknikker, får I også noget med hjem: Gode opskrifter med step-by-step billedmateriale til de forskellige sushier, samt en rigtig god sushimåtte.

Maksimum 16 deltager antal pr. kursus

Hvad er Sushi?

Sushi er en traditionel japansk ret som består af ris der er tilført riseddike, og som serveres med forskelligt tilbehør.
Tilbehøret består typisk af fisk, tang og skaldyr, men kan også være kød, æg, grøntsager eller svampe. Tilbehøret kan både være råt, forarbejdet (kogt, stegt) eller marineret.
Sushi spises som regel med syltet ingefær, soja og wasabi (en japansk peberrodspasta, som man kan blande i sojaen).

I de vestlige lande er ordet sushi blevet synonymt med rå fisk, men den japanske betydning af ordet er kombinationen af ris og riseddike. Rå fisk som spise hedder på japansk sashimi.

Sushi bliver sjældent tilberedt med brug af krydderier, dog bruges af og til chili. Ved tilberedningen lægges der stor vægt på det visuelle indtryk, og sushi anrettes ofte meget kunstfærdigt.
Der findes forskellige slags sushi. Sushi rullet i nori (tørre plader af tang) kaldes makisushi. Sushi formet til
en lille klump med f.eks. skiver af fisk på toppen kaldes nigiri.

Makisushi består af sushiris og fisk eller grøntsager rullet i plader af noritang.

Fremstilling
Ved fremstillingen af makiruller benyttes en lille fleksibel bambusmåtte. På måtten placeres et stykke noritang, hvorpå risene fordeles. Ovenpå risene lægges rækker af f.eks. tun, laks, avocado, agurk el. lign. Derefter rulles fra den ene ende.
Rullerne skæres ud i skiver, og anrettes. Rullerne kan laves så noritangen vender enten udad eller indad. Ved varianten hvor noritangen vender indad rulles makien ofte i hvide og sorte sesamfrø, dette både ser flot ud, og tilfører smag.

Makisushi Typer
Uramaki - også kaldet inside out maki, har noritangen på indersiden af risene og 2 eller flere slags fyld.
Hosomaki - små makisushi med en diameter på ca. 2 cm og indeholder typisk kun en slags fyld.
Futomaki - store makisushi med en diameter på ca. 4 cm og med 2-3 slags fyld.
Temaki - kegleformede håndruller, ca. 10 cm lange, hvor fyldet stikker ud i den ene ende. Spises generelt ikke med spisepinde, men med fingrene.

Nigiri

Nigiri er små klumper af ris hvorpå der lægges skiver af rå, røget eller marineret fisk, eller evt. kæmperejer eller andre skaldyr. Pålægget kan evt. sættes fast med et tyndt bånd af noritang som vikles hele vejen rundt om ris og pålæg.

Vi glæder os til at se dig.

Arrangøren oplyser

Drikkevarer medbringes.