Fløjl - Vestergade Musikuge 2017

#
Onsdag den 12. april 2017 kl. 20:00

For efterhånden rigtig mange år siden spillede Fløjl på Svendborgs hyggelige Hansted.

De fem venner og musikere havde en rigtig god aften - så god, at de aftalte aldrig at holde op med at spille sammen; en aftale, der i bandet går under navnet Svendborg-doktrinen.

I mellemtiden har orkestret udgivet tre albums og spillet alverdens steder i landet. Alle tre albums er blevet spillet flittigt på bl.a. P4, ligesom singleforløberen for det fjerde album, der udkommer i april.

Bandet, der tæller musikere fra bl.a. Sterling, Elevatorfører og Juncker, er specialister i intense koncerter, hvor publikum oplever en aften ud over det sædvanlige og går hjem med et bredt smil og tekststumper, der bliver ved med at køre på den indre båndoptager. Fløjl er nemlig ikke interesserede i at spille så mange koncerter som muligt, men i at spille de steder, hvor bandet sammen med gæsterne kan skabe en aften, der sidder i kroppen længe efter, at koncerten er slut. Steder med atmosfære. 

Hansted er et af de steder og samtidig en del af Fløjls historie, så de glæder sig meget til at vende tilbage til Hansted og gentage en mere end 10 år gammel succes. 

Fløjls tredje album, Opgangstid, udkom i efteråret 2015, præcis ti år efter debuten, Lejlighedssange, der ligesom Søndag på Amager fra 2008 indeholder flere radiosingler. Anmelderne var gavmilde med rosende ord og stjerner til albummet, hvorfra singlerne Opgangstid, Farvel til Amager og Lov Mig Du Går er blevet spillet hundredevis af gange på bl.a. DR P4 og diverse lokalradioer. 

Gaffas anmelder kalder Opgangstid ”et album præget af moden sangskrivning fra titelnummeret til den underspillede depressionsperle Møder dig i maj” og fortsætter: ”man glædes over de stilfærdigt poetiske rocksange, (…) “ i et i øvrigt meget personligt, poetisk univers”


Arrangør: Hansted/Run'R ApS

Arrangøren oplyser

Dørene åbnes kl. 19.00
Varighed: Ca. 2 x 45 minutter