Foredrag med Sisse Fisker

#
Tirsdag den 24. januar 2017 kl. 19:00

Tag ansvar for dit liv – du har kun ét!

Sisse Fisker har gennem mange år følt sig priviligeret i sit arbejde og privatliv. Hun har elsket livet og har været en meget aktiv person. Med ét blev hun tvunget til at ændre sin livsførelse. Tilbage i 2013 fik Sisse en nedslående melding fra sin læge: “Du har løbet dit sidste maratonløb. Du må ikke løfte dine små børn. Du kan ikke passe dit hjem, og du må ikke gå på arbejde. Din ryg er brækket, du har haft to diskusprolapser, og så har du modic-forandringer, som er betændelse i ryggen! Kort sagt, du skal bevæge dig så lidt som muligt.”

I dette foredrag sætter Sisse fokus på, hvordan man får noget positivt ud af en nedtur. Kan man virkelig lære noget af en slem sygdomsperiode og komme ud stærkere på den anden side? Sisse er slet ikke i tvivl om, at svaret er ja. Hun fortæller, hvordan hendes rejse har været, hvad hun har gjort fysik og mentalt for at nå dertil, hvor hun er i dag. Et sted hvor hun føler sig meget sundere, end dengang hun jagtede svedeture og adrenalinrus ved hårde fysiske præstationer.

I sommeren 2015 har Sisse opsagt sit faste job som tv-vært på DR. Hun vil bruge mere tid på at se verden sammen med sin familie og på de ting, hun virkelig brænder for, som giver hende værdi i livet. Hun har taget en chance ja – men selv føler hun, at hun har taget ansvar og sat sig i førersædet i sit eget liv.

Hun er aktuel i DR's sommerprogram 'Mit sommerliv', og hendes kæmpe smil er ikke til at tage fejl af. Den storsmilende tv-vært, bestyrelsesformand og foredragsholder Sisse Fisker giver os i et interessant og livsbekræftende foredrag opskriften på et sundt og langt liv.

Teknisk arrangør: Støtteforeningen for Skovlund Friskole

Arrangøren oplyser

Dørene åbnes kl. 18.30
Der kan købes kaffe, kage, øl og vand i pausen