Flow, Passion og Nærvær

#
Onsdag den 11. januar 2012 kl. 16:15

Det er aldrig for sent at blive den, du troede, du skulle være. Mød forfatterne i et spændende og lærerigt foredrag som på en gang er en opsang, et oplæg og en opfordring.

Mød Danmarks førende coach og en af landets mest kreative og dynamiske erhvervsledere til dette brag af en Fyraftens-workshop.

Begge speakers interesserer sig brændende for buddhisme og personlig udvikling. I mødet mellem dem opstod ideen til en fælles bog. Mød forfatterne i et spændende og lærerigt foredrag som på én gang en opsang, et oplæg og en opfordring: Find din personlige karma og lær hvordan du kan bruge denne privat og på arbejdspladsen. Som moderne leder vil du ligeledes finde ny inspiration til, hvordan du kan bruge personlig kompetenceudvikling og karma som værktøj til ledelse af Generation WHY årgangen og hvordan du kan arbejde målrettet med personlig kompetenceudvikling til dine medarbejdere.

Det får du med hjem:

- Værktøjer til en hverdag med passion og personlig karma
- Inspiration til selv-coaching og -udvikling
- Inspiration og motivation til vanebrydning på arbejdet og privat
- Forståelse for autenticitet
- Accept af fokus og flow som værktøj til bedre resultater
- Vigtig viden til, hvordan du kan motivere dine medarbejdere og skabe flow på arbejdspladsen

De to forfattere tvivler ikke et sekund på, at man altid kan finde inspiration til at klare nye opgaver, droppe vanetænkningen og vokse med de udfordringer, man møder på sin vej - som privat og som medarbejder eller leder. Med personlig karma kan du finde vejen til en hverdag med flow og passion. Folk der er tilstede i nuet og som evner at fokusere på den opgave, de arbejder med i øjeblikket oplever større og bedre resultater, når de kommer i flow. "Hvis du jager to geder, så fanger du ingen".

Manning og Stadil har hver deres forcer og fagområder, men mødes i deres nye bog om interessen for personlig udvikling. De er enige om, at det her i livet ikke drejer sig om at snuppe et selvudviklingsfix eller finde den fuldendte opskrift på det gode liv, men om at man vokse som menneske ved at holde sig nysgerrig og åben. De øser af egne erfaringer og fra den inspiration, de selv har fået fra zenmestre, bedstemødre, vestens filosoffer og det levede liv. De har en ufrelst tilgang til emnet og taler befriende åbent om det, som har gjort dem til det, de er. Hos Manning og Stadil er der plads til både det spirituelle og en tur i byen.

Lær også hvordan du som arbejdsgiver kan have gavn af det søgende menneske, af medarbejdere med personligt lederskab og karma - medarbejdere der konstant søger efter forbedring og udvikling og som stræber mod et liv i flow og harmoni.

Om bogen:
Personlig karma giver konkrete øvelser og oplæg til refleksion over sin egen livssituation – og opfordringer til at arbejde med alle de emner, bogen tager op, alt sammen med et personligt udgangspunkt.
Bogen handler om emner som at slippe sine drømme løs og at glemme omgivelsernes forventninger. Forfatterne fortæller ærligt om egne erfaringer, om beslutninger og situationer, som har haft betydning for deres liv: om at slutte fred med sig selv og at holde den indre skyggedialog i ave. De fortæller om, hvordan de har fundet deres flow og passion – og reflekterer over, hvordan andre også kan gøre det.

Kender du det:
Måske er du havnet i en mellemtilfreds tilstand, hvor den ene dag tager den næste. Hvis du føler dig som en hamster i et hjul, hvis du omtaler dit arbejde som en pølsefabrik, eller hvis du har svært ved at skelne dagene fra hinanden, så kunne det være tegn på, at hverdagen skal have et skud passion.

Det kan være, du har brugt så meget krudt på at leve op til forventninger fra omverdenen, at du ikke ved, hvad du selv brænder for. Det er et almindeligt fænomen hos småbørnsmødre, at de ikke ved, hvad de skal stille op, hvis de pludselig får en frieftermiddag til rådighed. De har glemt, hvad de brænder for, fordi hovedet har været fyldt med krav om rene bleer, aftensmad og putteritualer.

Det samme sker, hvis dit hoved er fyldt med urealistisk høje krav til karriere, en slank talje og perfekte middagsselskaber. Så glemmer du også, hvad du selv brænder for. Måske brænder du mere for at læse en bog end for at lave farseret kalvesteg. Men du kan ikke huske lysten til at læse bøger, for dit hoved er fyldt med den indre dialog om menuer og slankekure og chefens forventninger.

Du er nødt til at slukke for den indre dialog om kalvesteg og rene bleer og blive mere ægte. Du skal være tro mod dig selv. Når du er det, tør du gøre noget uden at tænke på andres mening. Hvis du er ægte, er du ikke bange for at dumme dig eller stille dumme spørgsmål. Det er jo lige meget, hvad omverdenen tænker, hvis du har sluppet selvbevidstheden. Når du kan slippe angsten for omverdenens dom og din egen selvkritik, så vil du bedre kunne mærke, hvad der er rigtigt for dig.

Sluk for dine bekymringer og luk porten til underbevidstheden op. Så er du bedre rustet til at tage livet op til fornyet overvejelse, og din passion vil helt sikkert vokse inden i dig.

Christian Nicholas Stadil
Medejer af Thornico, som har interesser inden for fødevarer, teknologi, shipping, ejendomme, sport og mode, og en af Danmarks mest markante og karismatiske erhvervsledere.
Christian er kendt for sin anderledes tilgang til markedsføring og branding og har en klar ledelsesfilosofi, Company karma, som handler om at give for at få, hvilket bl.a. har udmøntet sig i Europas største grønne parkeringshus i Rotterdam, sponsorater af Afghanistans og Sierre Leones fodboldlandshold, et velgørende shippingskib i samarbejde med Røde Kors og hønsefarme i Malawi.

Christian ejer bl.a. Hummel, som i 2007 vandt den anerkendte designpris Global Style Award. Han er desuden medlem af en række bestyrelser og tænketanke og blev i 2005 kåret som en af Skandinaviens mest succesfulde erhvervsledere. Han har skrevet bøgerne Company karma sammen med professor Steen Hildebrandt og I bad med Picasso – sådan bliver du mere kreativ sammen med Lene Tanggaard, professor i kreativitet samt Personlig karma, som han har skrevet sammen med Sofia Manning.

Han sidder i TV2 ´s karrierepanel sammen med Sofia Manning og Sune Bang.

Sofia Manning
Bestseller forfatter og stifter af Danmarks største coachingvirksomheder, Manning Inspire, hvor hun uddanner, rådgiver og coacher mennesker og organisationer til at skabe de resultater, de ønsker.
Sofia optræder jævnligt i medierne om coaching og personlig udvikling og det at være menneske og leder i dag. Hun har medvirket som vært på P1 i et ugentligt program om coaching og personlig udvikling, og senest har hun hjulpet adskillige danskere i arbejde i tv-programmet Mission Job.

Sofia har skrevet bøgerne Coaching og Hvad venter du egentlig på? Samt en lang række artikler om coaching, og er chefredaktør på en af Danmarks mest læste nyhedsbreve om selvudvikling. Derudover bruger hun tid på velgørenhedsarbejde i Røde Kors, Projekt Julegaveregn og på givdigselv.dk.

Teknisk arrangør: SpeakersClub 33 31 89 81

Arrangøren oplyser

Varighed 16.15 - 18.45